Da Verdens bedste Rosa blev fyret, fik hun en depression: Alligevel kom der én positiv ting ud af det
92-årige Rosa Pedersen fortæller om sit forunderlige liv i TV 2-dokumentaren ”Verdens bedste Rosa”.
Den handler om hendes mange verdensrekorder inden for atletik, men den dykker også ned i nogle af de store private livsbegivenheder for hende.
Blandt andet da hun bliver ramt af en depression, efter hun blev fyret.
Fyret fra arbejdet
I 22 år var Rosa Pedersen ansat ved en virksomhed, der blandt andet beskæftigede sig med hydraulik.
Hun blev udnævnt til afdelingsleder, fordi de altid skulle stille om til hende, hver gang kunder kontaktede virksomheden.
Dengang var hun den eneste kvindelige leder i sin virksomhed.
Men da hun fylder 61 år og virksomheden får en ny leder, vil de af med Rosa Pedersen. De forsøger at spørge hende, om hun ikke ønsker at stoppe selv, men det ønsker hun ikke.
Hun bliver derfor fyret, forklarer hun.
Får depression
Fyringen medfører, at hun bliver ramt af en depression.
- Jeg spekulerede så meget over det, at jeg fik en depression af det. Det var at jeg skulle miste mit job, og den måde de gjorde det på, og at de ikke rigtig følte, jeg var det værd. Jeg kunne jo sagtens have arbejdet til, jeg var 65 år dernede, men de ville hellere have en mand til at være leder i firmaet, kunne jeg jo så forstå, fortæller hun i programmet.
Blev startskuddet
Selv om det var en svær tid for Rosa Pedersen og for hendes familie, blev det på sigt også en positiv begivenhed.
For det blev starten på Rosa Pedersens atletikkarriere.
- Det var en helt anden mor, jeg havde i nogle år der. Hun havde overhovedet ikke nogen selvtillid. Hun kunne køre ned forbi sit arbejde mange gange kigge, fortæller hendes datter i programmet og fortsætter:
- Der var virkelig nogle ar på sjælen mange, mange år efter. Det var godt hun kom til en læge, der sagde til hende, at du skal i gang med din sport, for det vil hjælpe dig.
I 2021 bliver Rosa Pedersen kåret til den bedste mastersatlet i hele Europa. Hun har sat 12 verdensrekorder indtil videre.