Carsten valgte Maja i Landmand søger kærlighed: Sådan går det dem i dag
OBS! Artiklen afslører, hvad der sker med Carsten i finaleafsnittet af ”Landmand søger kærlighed”, som kan ses på TV 2 Play nu. Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil have det afsløret.
28-årige Carsten var en af de landmænd, der ledte efter en kæreste i ”Landmand søger kærlighed”.
Han endte med at invitere Maja med på en romantisk Weekend. Nu sætter Carsten og Maja ord på, hvordan det er gået siden.
En hyggelig weekend
Carsten og Maja nød et skønt hotelophold, da de tog på romantisk weekend i ”Landmand søger kærlighed”.
Som Carsten udtrykte i programmet, håbede han, at opholdet kunne få både ham og Maja til at åbne op.
- Jeg synes da, weekenden gik fint, fortæller Carsten til BILLED-BLADET.
- Vi fik Ikke sådan rigtig talt om det, men sådan er hun nok bare, og sådan er jeg bare. Jeg er heller ikke selv så god til det. Vi kan godt snakke om følelser, når det ikke er på kamera. Vi kan godt, når vi bare er os selv.
Maja, 27, oplevede også, at det var en god weekend, der særligt for Carsten bød på nye oplevelser.
- Jeg synes, det var megahyggeligt. Det var også en speciel oplevelse, fordi det ikke er noget, han har erfaring med. Men jeg er vild med sådan noget. Det var sjovt at skulle have ham i hånden. Det var en speciel oplevelse, fortæller Maja til BILLED-BLADET.
På ferie
Den romantiske weekend satte noget i gang, men for Carstens vedkommende var det ikke entydigt.
- Det var nogle rare følelser, jeg havde, synes jeg. Men jeg vidste ikke lige, hvor jeg stod henne. Jeg var ikke klar til at kalde os kærester, fortæller han.
Maja mærkede også, at hun fik følelser for Carsten.
- Han spørger jo, om han skal sætte mig af i Esbjerg, eller om jeg skal med ham hjem, så jeg tager med ham hjem. Jeg bliver ikke mindre glad for ham efter den tur, vil jeg sige, fortæller hun.
Efterfølgende beslutter de sig også for at bruge et par uger sammen i Majas sommerferie.
- Vi skriver hver dag, og så nævnte han, at hans chef og kone skulle på fejre en hel uge, så vi aftalte, at jeg kunne flytte hjem til ham i den uge og stå for madlavningen. Så det gjorde jeg, og det var skidehyggeligt. Så endte det med at blive to uger, fortæller hun.
Faktisk havde de også besøg af to af Carstens øvrige bejlere i TV 2-programmet.
- Ugen efter kom Michelle, hendes børn og Signe hjem til mig i et par dage, fordi vi alle har holdt kontakt. Louise kunne ikke desværre ikke. De fik nogle dage med Maja. Jeg var der, når jeg havde fri, fortæller han og uddyber, at da de optog opfølgningen med Lene Beier var både Michelle og Signe i huset.
Ses stadig
Carsten og Maja ser stadig hinanden, men de er ikke kærester.
- Vi holder kontakten og ses indimellem. Vi har været på en weekendtur for nylig, hvor det bare var os to, fortæller Carsten og uddyber, at de går roligt fremad:
- Det er for at prøve at se, hvor vi står henne. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvor jeg står henne. Jeg har snakket med Maja om, at hvis vi kunne finde ud af det ved at tage det stille og roligt, ville det være fint. Der har været noget at forholde sig til hele tiden. Det har været svært at få fred til at få det hele til at falde på plads.
Det har Maja accepteret.
- Vi skriver stadig sammen hver dag. Vi ses også en gang imellem. Men vi er ikke kærester. Det har været lidt overvældende med alt den opmærksomhed under programmet. Specielt for ham. Jeg er startet på nyt studie, og det har lige taget en del overskud, fortæller Maja og uddyber:
- Jeg er et tålmodigt menneske. Jeg var klar til mere, allerede da jeg meldte mig til programmet, men jeg har fuld forståelse for, det har krævet meget af Carsten. Jeg vil ikke presse ham ud i noget.
Hun tror på, at der i fremtiden sagtens kunne være et forhold i sigte.
- Det tror jeg godt, men vi må se, hvad der sker. Der er ikke noget, der er fastlagt endnu, fortæller hun.