Blev ikke vist i Landmand søger kærlighed: Maja har stærk reaktion på Carstens valg
OBS! Artiklen afslører, hvad der sker med Carsten i finaleafsnittet af ”Landmand søger kærlighed”, som kan ses på TV 2 Play nu. Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil have det afsløret.
Carsten stod i ”Landmand søger kærlighed” over for sit afgørende valg.
Han skulle vælge mellem Michelle og Maja, og det var tydeligt, det var et svært valg. Så svært at han bryder sammen.
Hvad tv-seerne ikke får med, er, at Maja også bliver meget ked af det.
Ikke regnet med det
Da Carsten skulle vælge mellem Michelle og Maja, tog tvivlen over.
- Jeg var temmelig i tvivl. Det kørte lidt frem og tilbage; Så gjorde Michelle det, så ville jeg vælge hende. Så gjorde Maja det, så ville jeg vælge hende. Jeg tog beslutningen lige i øjeblikket, hvor jeg sidder over for dem hver især, fortæller Carsten til BILLED-BLADET.
I programmet kan man se, at Carsten vælger Michelle, og at han dermed vælger Maja fra. Fravalget sender Carsten ud i en hvirvelvind af følelser.
Faktisk bryder han sammen.
- Jeg havde egentlig noget, jeg ville sige til hende. Jeg ville give hende nogle ord med, når jeg sendte hende hjem. Men da jeg ville sige det, brød jeg sammen. Jeg kunne ikke finde ord for, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke regnet med, jeg reagerede sådan, fortæller han.
Ikke på tv
For Maja var det også et svært øjeblik. Hun fornemmede, at hun skulle sendes hjem, da Carsten sagde noget bestemt.
- Da han begynder at snakke og sige, at jeg var sjov at være sammen med, kan jeg næsten godt regne ud, at han vælger mig fra. Jeg når lige at opfange det, fortæller Maja til BILLED-BLADET.
Hun bliver også meget berørt, men hun forsøger at holde tårerne tilbage.
- Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at bryde sammen. Specielt da han brød sammen, fortæller hun og uddyber:
- Det kom som et chok for mig, at han var så påvirket, men jeg havde i hovedet, at jeg var ked af det, og det prøvede jeg at kontrollere. Jeg var all over the place, og jeg ville ikke græde foran ham og kamerafolkene. Jeg har det bare ikke godt med at græde foran folk. Det har jeg aldrig haft.
Men da Maja går for sig selv, vælder følelserne frem.
- Jeg blev rigtig ked af det, konstaterer hun.