Frits Helmuths mor levede i skyggen af sin kendte og tyranniske mand – men hun gemte på en hemmelighed

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

Frits Helmuth kendte godt sin fars hemmelighed. Han var vidne til den hver dag. Den, Osvald Helmuth prøvede at skjule for den omverden, der var så betaget af ham.

Sin mors hemmelighed derimod kom bag på ham.

Osvald Helmuth var datidens store stjerne. Han var den joviale revykunstner. Højtelsket af danskerne for sin skildring af den ”lille mand” på scene og film.

Sylvira Helmuth, også kaldet Søster, var Osvalds flittige hustru. Kvinden, der stod bag manden.

Søster havde selv en fortid på scenen, hvor hun blandt andet fik en vis succes, da hun optrådte i Efterårsrevyen med visen ”Det gør så ondt i det lille hjerte”.

Det var også her, hun mødte Osvald. Men det var ikke hendes glansnummer på scenen, der tiltrak sig opmærksomhed hos den kendte Osvald. Det var tværtimod hendes evner ved gryderne.

Søster var dygtig og havde lært at tage vare på sig selv. Ikke mindst når det gjaldt kogekunst, som hun havde lært af sin mor, der var kogekone. I Søster så Osvald, der i øvrigt overhovedet ikke kunne lave mad, en ferm hustru. Og da hans husbestyrerinde sagde op, og Søster proklamerede ”Jamen, hr. Helmuth, jeg kan da godt lave brunkål og flæsk”, var hans interesse vakt.

Hun sørgede da også for, at alt stod snorlige på hjemmefronten – udadtil. For bag facaden led Osvald Helmuths hustru og søn under hans tyranni.

Osvald Helmuth var et mangefacetteret mennesket. Lige så charmerende og munter han var, lige så opfarende og kolerisk kunne han være.

Han kæmpede med sine dæmoner. Han drak og stak lussinger ud. Og han ydmygede sin hustru ved at hive sine natlige erobringer med hjem. Osvald Helmuth havde både affære med mænd og kvinder. En hemmelighed, der kunne have ødelagt hans karriere, men som senere er blevet bekræftet af familien.

”I nat kom han hjem med en ung mand, som han havde mødt ude i byen. De hentede morgenmad klokken syv, og så gik han. Jeg har ikke sovet hele natten. Kan snart ikke holde til mere,” skrev Søster i sin dagbog.

Alligevel blev hun.

Hun ofrede sig for drømmen om et liv og et ægteskab, der tog sig så idyllisk ud i ugebladene. Søster Helmuth kunne ikke rive glansbilledet itu. Danskerne skulle have lov til at have deres Osvald.

Men én gang kom hun tæt på.

Livet krævede til tider næsten det umenneskelige af hende, men hun kæmpede tappert på de indre linjer – også under Anden Verdenskrig.

Mens Osvald holdt modet oppe hos danskerne fra revyscenen, kæmpede Søster Helmuth i modstandsbevægelsen.

Det er blandet andet beskrevet i Frits Helmuth biografi.

Hun fortalte først sønnen Frits om sit liv som frihedskæmper, efter krigen var slut. Han var hendes store stolthed, og for ham var det bevis på sin mors styrke, mod og integritet. For Søster var klar over, at hun havde risikeret sit liv.

Men det var ikke den eneste hemmelighed, hun havde båret på. Hun var blevet forelsket.

Under krigen mødte hun en norsk faldskærmssoldat, der var blevet kastet ned over Danmark. Da han ramte dansk jord, var han kommet til skade, og Søster fik som opgave at sørge for ham og orientere ham om krigens gang.

De begyndte at se hinanden, men efter krigen vendte nordmanden hjem til sin gerning som læge og til sin familie – med kone og børn.

Kærligheden blussede dog op i igen, og de begyndte at se hinanden i det skjulte, hvor Søster besøgte ham i Oslo. Og hun var derfor tæt på at forlade sit ægteskab. Ikke mindst da den norske læge tilbød at gifte sig med hende.

Søster fortalte Frits om den norske læge – han var ikke i tvivl om, at det var kærlighed, og med tanke på sin fars uhyrligheder, fortænkte han ikke sin mor i at blive skilt. Men han mærkede sin mors usikkerhed.

Søster kunne ikke splitte en familie ad. Hun kunne ikke være skyld i al den sorg. Så hun tog hjem. Også selv om Frits Helmuth ikke forstod hendes valg.

Hun blev hos Osvald. Og kort før sin død i 1975 fortalte hun sit barnebarn, Mikael Helmuth, at hun ikke var i tvivl om, at havde hun forladt sin mand, havde det knækket ham midt over, og så ville han ikke kunne optræde.

Søster Helmuth levede i skyggen af sin udadvendte og tyranniske mand, men på sin egen måde var hun alligevel den stærke.