Bitter strid om Frits Helmuths arv
- Min far skyldte hende nogle penge, og så besluttede han at give hende sit liv. Han gav hende alt, fotos, breve, dagbøger, smalfilm, statuetter… alt!
Bitterheden er ikke til at skjule, når Frits Helmuhts datter, Pusle Helmuth, fortæller om den strid som hun og hendes halvbror, teaterchefen Mikael Helmuth, stadig har med deres fars sidste kæreste.
Forhistorien er, at Frits Helmuth valgte at betro sin kæreste, Oda Wiedbrecht, 17 store flyttekasser med hele Helmuth-familiens "arv" som tak fordi hun havde brugt et halvt år på at skrive hans biografi for ham, og fordi han skyldte hende nogle penge. Der blev udformet et gavebrev, som blev tinglyst. Men før hans død i 2004 gik forholdet mellem Frits Helmuth og Oda Wiedbrecht over styr, og Frits Helmuth fortrød til sidst bittert "gaven" han havde givet hende. Han gik endda til retten for at få gavebrevet og tinglysningen ophævet, men forgæves.
- Det her er hele mit liv. Man kan da ikke tage mit liv. Mine Bodil-statuetter. Min fars flotte teaterpokal. Det er så vanvittigt. Jeg føler mig i den grad amputeret, siger Frits Helmuht i et klip fra den sidste tid, der er med i dokumentarudsendelsen "Frits - Ølhundens søn", der vises på DR på mandag aften.
Men Oda Weidbrecht har selvfølgelig en anden udlægning af forholdet.
- Jeg elskede Frits højt, men jeg stod urokkeligt fast på, at jeg alene havde ansvaret for det store materiale som giver et sjældent indblik i dagliglivet hos en berømt familie. Jeg er blevet beskyldt af familien for at slå plat på Frits. Men det holder ikke en meter. Havde jeg bare udleveret det hele til forskellige familiemedlemmer, ville det værdifulde materiale være spredt for alle vinde og være tabt, fortæller Oda Wiedbrecht til BT.
- I stedet har jeg valgt at overdrage hele samlingen til Det Kongelige Bibliotek. Her er man nu ved at ordne og katalogisere de mange værdifulde ting. Det hele er klausuleret, så ingen uden min tilladelse kan få adgang til det i 20 år. Det gælder også Frits' familie, fortæller Oda Wiedbrecht, der heller ikke ville give filmholdet bag mandagens dokumentar adgang til materialet, der indeholder følsomme dagbøger og private breve.
- Det ville jeg ikke, fordi jeg havde mistanke om, at de ville svælge i de mere negative sider. Frits' afhængighed af alkohol, osv. Og det har jo vist sig at holde stik, siger Oda Wiedbrecht.
Udtalelserne til BT harmer begge børn, Pusle og Mikael Helmuth, der mener, at Oda Wiedbrehct holder fast i de mange private ting for at hævne sig på Frits Helmuth, fordi deres forhold gik i stykker.
- Det kan godt være, at hun udtaler sig smukt om min far, men det holder ikke en meter. Hun har solgt både Bodil- og Robert-statuetterne på auktionshuset Lauritz.com. Hun har også solgt flere af manuskripterne. Så hvad er det for noget sludder, hun har gang i? Det er løgn fra ende til anden, raser Mikael Helmuth i BT.