Mundaflæser afslører dronning Elizabeths ord til brylluppet: Jeg havde advaret hende
Daværende prins Charles og hans livs store kærlighed Camilla Parker-Bowles kunne endelig give hinanden deres ja den 9. april 2005 på rådhuset i Windsor.
Som det af og til er tilfældet med britisk forårsvejr, var det dog også denne dag en blæsende en af slagsen.
Og det skulle vise sig at være en udfordring for bruden, der ved den borgerlige vielse havde valgt at bære en udsøgt hårbøjle prydet med med fjer fra den kendte modist Philip Treacy.
Da prins Charles og hertuginde Camilla smilende forlod rådhuset og stod på trappen, mens folk ønskede tillykke, kom der flere kraftige vindstød, der truede med at sende hårdekorationen på afveje.
I den forbindelse var der en meningsudveksling mellem Charles, Camilla og hendes nye svigermor dronning Elizabeth.
Det skriver Daily Mail, der har haft en mundaflæser til at se nærmere på videoptagelser fra dagen.
Ifølge mundaflæseren og avisen skulle stemningen have været spøgefuld, da daværende prins Charles blandt andet sagde til Camilla, at hun skulle "holde godt fast", hvortil hun svarede noget i stil med "Det er jeg nødt til".
Efter lidt snak frem og tilbage kom dronning Elizabeth på banen med den kække kommentar "Jeg havde advaret hende mod at bære fjer," der skulle være blevet leveret med et glimt i øjet.