Kun få udvalgte er blevet inviteret: Disse kendte er til stede ved kong Charles' kroning
Det bliver en historisk begivenhed, når kong Charles hen over weekenden skal krones.
Lørdag den 6. maj skal den religiøse ceremoni af kroningen foregå, når kong Charles og dronning Camilla krones i Westminster Abbey.
Selv om gæstelisten af kongelige navne vokser, er der kun et fåtal af kendte ansigter inviteret til den store dag.
Det skriver Sky News.
Samarbejder med Charles
Blandt de inviterede er tv-værterne Anthony McPartlin og Declan Donnelly, hvis duo bare går under navnet Ant og Dec, der for tiden er aktuelle som værter på realityprogrammet ”I’m a celebrity… Get me out of here”.
De to tv-værter er inviteret i kraft af deres ambassadørskab for Prince’s trust, der hjælper 11-30-årige med at overkomme svære udfordringer og få selvtilliden tilbage.
I 10 år har Ant og Dec været værter på fondens prisuddeling.
En anden inviteret er musiker Lionel Richie.
Han er med til kroningen lørdag i kraft af sin rolle som den globale ambassadør for netop Prince’s Trust.
Samtidig får den 73-årige hitmager også en stor rolle dagen efter, hvor han giver et nummer til koncerten til ære for kong Charles i anledningen af kroningen.
Flere kendte gæster
En anden kendt, der har en billet til kroningen i Westminster Abbey, er sanger i bandet Stereophonics Kelly Jones. De fik af fonden midler til at købe udstyr, som gjorde, at de kunne udøve deres musikalske karriere.
Tryllekunstner Dynamo deltager også i kroningen, fordi han tidligere i sin karriere også er blevet hjulpet af fonden, som daværende prins Charles er ophavsmanden bag.
Edward Enningfuld, der er redaktør på det britiske modemagasin Vogue, er også ambassadør i The Prince’s Trust er inviteret. Det samme er hårstylist Charlotte Mensah, der i 1999 fik et lån af fonden.
Helt generelt vil flere af modtagerne af midler fra Prince’s Trust være inviteret til at være med i Westminster Abbey.
Da hans mor, dronning Elizabeth II, blev kronet i 1953, var hele 8.000 gæster inviteret til at overvære kroningen, men i år er det kun omkring 1.000 gæster, der forventes ved ceremonien.