Kong Charles' kroning: Disse gæster fra kongefamilien er vi sikre på, men nogle er stadig uafklarede
Med kun få dage til kong Charles' kroning begynder spændingen forud for den store dag at stige.
Mange spørgsmål om den historiske begivenhed er stadig ubesvarede, og blandt dem er, hvem vi kan forvente at se fra den britiske kongefamilie til festlighederne.
Til forskel fra dronning Elizabeths kroning i 1953 er kong Charles' kroning nedskaleret ift. antallet af gæster i Westminster Abbey.
Hvor dronning Elizabeths kroning blev overværet af svimlende 8.000 gæster, er der i Charles' tilfælde sat lidt over 2.000 pladser af.
Ydermere er ceremonien blevet skåret ned tidsmæssigt, så det på lørdag ventes at vare omkring halvanden time, hvilket er en halvering i forhold til kroningen i 1953.
Mens hovedpersonerne kong Charles og dronning Camilla naturligvis er selvskrevne, er tronfølgeren prins William og hans hustru prinsesse Catherine blandt de få, det britiske kongehus indtil videre officielt har bekræftet deltagelsen af.
Prins Harry har også meldt sin ankomst, dog uden hustruen hertuginde Meghan, der bliver hjemme med børnene Archie og Lilibet.
Kate og Williams ældste søn prins George er helt sikkert også med, mens flere britiske medier hælder til, at de to yngre søskende prinsesse Charlotte og prins Louis også vil have en plads i kirken.
Af andre gæster, man med stor sandsynlighed kan vente at se på lørdag er kong Charles' søster prinsesse Anne og hendes mand Timothy Laurence samt prinsesse Annes børn fra sit første ægteskab Peter Philips og Zara Tindall med ægtemanden Mike Tindall.
En af de medlemmer af kongefamilien, som man endnu ikke er helt sikker på, vil have en plads i kirken, er prins Andrew.
Den kontroversielle bror til monarken, der de senere år har været gennem et opsigstvækkende fald fra tinderne som følge af anklager om seksuelt misbrug, har trukket sig helt tilbage fra spotlightet som arbejdende kongelig.
Selv om prins Andrew alle dage har hævdet sin uskyld, holder han generelt lav profil, og man regner kun med hans deltagelse i de mere private, kongelige arrangementer, som f.eks. påskegudstjenensten i Windsor, der blev afholdt for nyligt.
Selv hvis prins Andrew er med i Westminster Abbey, er det ikke sikkert, han vil være at finde på balkonen på Buckingham Palace senere på dagen, hvorfra kongefamilien med kong Charles og dronning Camilla i spidsen vil lade sig hylde.
Prins Andrews ekshustru hertuginde Sarah Ferguson har bekræftet, at hun ikke er inviteret, mens flere britiske medier forventer, at deres døtre prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie vil deltage med deres ægtemænd.
Af andre medlemmer af den britiske kongefamilie ventes f.eks. prins Edward, hertuginde Sophie (tidligere grevinde Sophie af Wessex) og deres børn Lady Louise og James og kong Charles' kusine lady Sarah Chatto og hendes mand Daniel Chatto.
Hertugen af Kent, der er fætter til dronning Elizabeth, og hans yngre søskende prins Michael af Kent og og prinsesse Alexandra, lady Ogilvy, ventes også at være på plads, og det vil i så fald være den anden kroning, de oplever, da de også var med i 1953 til dronning Elizabeths kroning.
Hertug Richard af Gloucester, der også var med til kroningen i 1953, regner britiske medier med har en plads i Westminster Abbey med sin hustru, den danskfødte hertuginde Birgitte af Gloucester.
Ud over prominente personer fra den britiske kongefamilie er en del af dronning Camillas nære familie naturligvis også til stede på dagen, hvor hun bliver kronet sammen med kong Charles.
Nogle britiske medier mener at vide, at Camillas eksmand Andrew Parker-Bowles vil være på plads i kirken sammen med deres to børn Tom Parker Bowles og Laura Lopes og deres familier, samt dronning Camillas søster Annabel.
Der er også forlydender om, at prinsesse Catherines forældre Carole og Michael Middleton samt søsteren Pippa er inviteret med i Westminster Abbey, men det er endnu ikke officielt bekræftet.
Kilder: BBC, Evening Standard, HELLO Magazine, Daily Express.