6. feb. 2024
Af Malan Joensen

Denne gruppe kongelige kan sættes ind for at hjælpe kong Charles – og et par navne vil måske overraske

Kong Charles.
Kong Charles.
Arkivfoto: Yoan Valat/AFP/Ritzau Scanpix
Briternes kong Charles kan få hjælp af en særlig gruppe kongelige i den kommende tid, hvor han er i behandling for kræft.

Kong Charles, 75, er gået i gang med behandling for den kræftdiagnose, kongehuset har informeret omverdenen om for mindre end et døgn siden.

Og selv om kong Charles ser ud til at kunne passe en del af sine mange pligter som monark, mens han undergår behandling, kan det meget vel tænkes, at han får brug for assistance i den kommende tid.

Ligesom man i Danmark og mange andre konstitutionelle monarkier har et rigsforstander-system, hvor andre kan tage over for monarken i tilfælde af rejser eller sygemelding, har man naturligvis også for længst taget højde for dette i Storbritannien.

Her udgør en lille gruppe kongelige de såkaldte "Counsellors of State", og det betyder ifølge det britiske kongehus' hjemmeside, at de kan "handle i majestætens fravær".

De såkaldte "Counsellors of State" kan udføre de fleste af monarkens officielle pligter såsom deltagelse i statsråd, underskrivelse af rutine-dokumenter og modtagelse af nye ambassadører.

Der er dog visse opgaver, der muligvis ikke vil blive givet videre, deriblandt opløsning af parlamentet (medmindre det er på monarkens direkte ordre) og udnævnelse af ny premierminister.

Ved behov vil der blive udpeget to eller flere "Counsellors of State" fra gruppen, der altid består af monarkens ægtefælle og de næste fire personer i arvefølgen, der er over 21 år gamle.

Det betyder, at det lige nu er dronning Camilla, prins William, prins Harry, prins Andrew og hans datter prinsesse Beatrice, der kan påtage sig jobbet.

Det kan overraske, at både prins Harry og onklen prins Andrew er en del af gruppen, eftersom de begge de senere år - af vidt forskellige årsager - har trukket sig fra arbejdet som fremtrædende profiler i kongehuset.

Prins Harry og prins Andrews tab af privilegier påvirker dog ikke deres position i arvefølgen, så derfor kan de i princippet stadig sættes ind som "Counsellor of State".

Om en eller flere fra gruppen vil komme i spil til at hjælpe med de royale pligter den kommende periode, vil tiden vise.

Ifølge Hello Magazine fik kong Charles i 2022 det britiske parlament til at tilføje broderen prins Edward og prinsesse Anne som ekstra "Counsellors of State".

Det fremgår dog pt. ikke af artiklen på det britiske kongehus' hjemmeside om Counsellors of State-systemet.

Tidligere har prins William og daværende prins Charles trådt ind som "Counsellors of State" for dronning Elizabeth – læs mere herunder:


Læs mere om: