Prinsesse Theodora og Matthew skulle så meget igennem: Nu får de endelig hinanden
Lørdag sker det endelig. Dronning Anne-Maries yngste datter, 41-årige prinsesse Theodora, skal giftes i Metropolis-katedralen i Athen.
Det var slutningen af juli, at det græske hof bekræftede, at prinsesse Theodora og den amerikanske advokat Matthew Kumar endelig havde fastsat en bryllupsdato, nemlig lørdag den 28. september.
Parret begyndte efter sigende at date i 2016 og to år senere, i november 2018, offentliggjorde de deres forlovelse.
Brylluppet skulle i første omgang have fundet sted den 26. maj 2020, men det fik coronapandemien sat en stopper for.
Derefter blev det udskudt til 2023, men så døde prinsesse Theodoras far, kong Konstantin, i januar 2023, og brylluppet blev endnu engang rykket.
Ifølge Hello! mødtes det kommende brudepar, da Theodora flyttede fra London til Los Angeles for at forfølge en skuespillerkarriere. Forinden havde hun studeret drama på Brown University i USA og også holdt sabbatår i Australien.
I USA bruger hun navnet Theodora Greece og medvirkede blandt andet i tv-serien "Glamour" som sekretæren Alison Montgomery.
I denne weekend gælder det så deres bryllup – de har sammen med dronning Anne-Marie, 78, planlagt en fantastisk fejring.
Festen tog sin begyndelse fredag aften inden vielsen med en velkomstmiddag med cocktailtema og livemusik til ære for de 250 særligt inviterede gæster.
Lørdag finder vielsen sted i Metropolis-katedralen klokken 16.30 dansk tid. Samme sted som prinsesse Theodoras forældre, dronning Anne-Marie og kong Konstantin, blev gift for 60 år siden.
Det forlyder fra britiske medier, bl.a. Hello, at prinsesse Theodora kommer til at stråle i en brudekjole af den græske designer Celia Kritharioti.
Efter vielsen vil der være en bryllupsreception på luksushotellet One & Only Aesthesis, der ligger på den populære strand Glyfada ud til det smukkeste turkisblå hav omkring 20 minutters kørsel fra centrum.
Dagen efter siger de nygifte farvel og tak for denne gang med en hyggelig brunch, der også ser ud til at finde sted på det lækre hotel.