Dejlig nyhed: Harry og Meghan venter barn
14. februar må siges at være lidt af en kærlighedens dag! På valentinsdag kan en talsperson for prins Harry og hertuginde Meghan bekræfte, at parret venter deres andet barn.
Det skriver magasinet People.
Archie bliver storebror
”Vi kan bekræfte, at Archie skal være storebror. Hertugen og hertuginden af Sussex er mere end lykkelige over, at de venter deres andet barn”, lyder det ifølge People. Lille Archie fylder to år til maj.
Meghan og Harry annoncerer graviditeten på smukkeste vis med et nyt billede af parret, der storsmilende slapper af på en græsplæne. Prins Harry, der har bare fødder, holder om Meghan, som holder hånden på den voksende mave.
Se det nye billede ved at klikke her.
Spontan abort
De gode nyheder kommer efter en svær periode for parret. I juli sidste år havde hertuginde Meghan en spontan abort, som hun skrev åbent om i en kronik i New York Times.
"At miste et barn betyder, at man skal bære en næsten ubærlig sorg, som mange oplever, men kun få taler om,” skrev Meghan blandt andet dengang.