Sjov detalje i familievideo fra Mary og Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik nyder lørdag og søndag det sidste af vinterferien med børnene Christian, Isabella, Josephine og Vincent samt familiehunden Grace.
Mary og Frederik på ferie med børn og hund
Forleden, da hele Danmark var ramt af minusgrader og tyk is på søerne, bød kronprinsparret på en herlig video med deres fire børn i aktion på en frossen lille sø.
- Sne og is satte opfindsomheden i gang, og en frossen sø blev til en ishockeybane. Efter klargøring blev det til en alternativ ishockeykamp.... uden skøjter og med stokke som stave samt en gammel flad fodbold som puck, lyder det i teksten til et sjovt opslag på kongehusets Instagram.
Det er Mary og Frederik, der står som afsender af to videoer, der er sat sammen i opslaget på kongehusets sociale medier.
Isabella beder om hjælp
Videoen byder på et par sjove detaljer.
En af dem er, at prinsesse Isabella, mens hun er ved at feje eller skrabe isen og gøre den klar til at spille ishockey på, råber til sin mor for at få hjælp med arbejdet på den lille tilfrosne sø.
- Moar skal du ikke med ud og hjælpe, kommer det fra Isabella, mens hun kigger i retning af mor, der dog ikke stiller op som fejemand i denne omgang.
Christian jubler
Senere er der gang i ishockeykampen med Isabella, Christian, Vincent og Josephine i aktion.
- Jaa, der er mål, råber en jublende Christian i det lille private videoklip med kampens højdepunkter.