19. feb. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Denne detalje har Margrethes Amalienborg og slottet i Oslo til fælles

Dronning Margrethe og kong Harald
Dronning Margrethe og kong Harald
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
For dronning Margrethe er det fantastisk at nyde det smukke lys i salene på Amalienborg. På dronningens Amalienborg og kong Haralds slot i Oslo kan man nyde helt specielle lysekroner

Dronning Margrethe kan på Amalienborg i Gallasalen i Christian VIII’s Palæ nyde en helt særlig lysekrone, som man også kan se to identiske eksemplarer af i Taffelsalen på Christiansborg Slot i København.

Dronning Margrethe nyder lyset

Oprindeligt var de smukke lysekroner, som kan ses på opslag på kongehusets sociale medier fra i dag, ophængt i Festsalen på Det Kongelige Slot i Oslo fra 1849.

De blev dog solgt på auktion i begyndelsen af 1900-tallet i forbindelse med, at der blev installeret elektrisk lys på slottet.

Rekonstruerede lysekroner i Oslo

Tre lysekroner endte i Danmark i 1903, da kronprinsesse Lovisa, der tre år senere blev Frederik 8.s Dronning, købte dem til sin ældste søn, Prins Christian – den senere kong Christian 10.

I 2005 valgte man i Norge faktisk at rekonstruere de solgte lysekroner.

Således kan man på Det Kongelige Slot i Oslo hos kong Harald og dronning Sonja i dag opleve de samme lysekroner i en rekonstrueret version.

Bronze og krystal

De oprindelige lysekroner, der nu hænger på Amalienborg og Christiansborg Slot i København, består af bronze og krystalprismer.

På hver lysekrone er der 48 elektriske lys i bronzestel med vinbladsdekorationer.

Nederst på lysekronerne hænger små drueklaser.

Hver lysekrone er 2,65 meter høj og 1,6 meter i diameter.

Et godt køb

På auktionen i begyndelsen af 1900-tallet gjorde grosserer Meyer ifølge kongehusets kilder en god handel, da han købte fire lysekroner fra slottet i Norges hovedstad til et samlet beløb på 650 kroner.

Et beløb der omregnet til vore dages valuta svarer til omkring 46.000 kroner.

Bliv opdateret hver dag med vores nyhedsbrev

Mere om: