Med kronprins Frederik: Kronprinsesse Mary til kongeligt bryllup i elegant genbrugskjole med nye detaljer
Kronprinsesse Mary var gennemført elegant i en kjole, hun første gang bar ved fejringen af kong Harald og dronnings Sonjas fælles 80-års fødselsdag i Oslo i 2017, da hun overværede vielsen af den jordanske kronprins Hussein med Rajwa Alseif i Amman i Jordan torsdag eftermiddag.
Det danske kronprinspar var blandt de mange fornemme gæster, der torsdag eftermiddag kort før klokken 16.00 jordansk tid ankom til Zahran paladset i det vestlige Amman og blev modtaget af brudgommens forældre, kong Abdullah og dronning Rania.
Kjolen er fra Erdem, model Agnes, med blomsterprint og i smal silhuet.
I Norge bar kronprinsesse Mary sine mørker lokker løst til sit Erdem-look, mens hun i Jordan havde sat frisuren med en fin sløjfe.
Af andre nye detaljer, kronprinsessen havde tilføjet, var et smalt lilla bælte, der matchede sløjfen i håret, og en lysere clutch end den, hun bar i Norge.