Dansk deltagelse ved overdådigt bryllup hos den jordanske kongefamilie: Så tætte er kronprinsesse Mary og dronning Rania
Det danske kronprinspar fejrer torsdag eftermiddag og aften det jordanske kongepars ældste søn, kronprins Husseins bryllup med sin forlovede, den saudi arabiske arkitekt Rajwa Alseif i Amman i Jordan.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er ikke lige så tætte med kong Abdullah og dronning Rania som med de nordiske kongelige, men de har et hjerteligt forhold til hinanden.
Og så har især kronprinsesse Mary en del tilfælles med dronning Rania, som hun har mødt to gange i London på det seneste - først i november, da de sammen besøgte dronning Camilla i Clarence House for at deltage i en stor reception med fokus på bekæmpelse af vold mod piger og kvinder.
Både dronning Rania og kronprinsesse Mary er også ivrige deltagere under FN's årlige generalforsamling.
Og så deltog de to karismatiske kongelige kvinder også sammen med deres mænd i kong Charles' kroning i London den 6. maj.