Fra kærlighedslykke til skilsmisse: Her er prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmanns historie
Det var hesteverdenen, der førte prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann sammen og efterfølgende i høj grad kom til at præge deres familieliv.
Deres første møde fortalte de nyforlovede veloplagte om i et stort forlovelsesinterview med BILLED-BLADET i februar 2010.
Nathalie skulle have været til prins Christians barnedåb i København i januar 2006, men meldte afbud, fordi hun skulle ride med i hesteshowet “Apassionata” i Aarhus – en gammel aftale, hun ikke kunne aflyse.
Første møde
Det førte til det første møde med Alexander Johannsmann, der lever af at transportere heste rundt til konkurrencer. Han skulle hente Nathalies hest, Fantast, i Berleburg for at køre den til Aarhus.
- Jeg var i Berleburg klokken syv om morgenen, og Nathalie stod klar med hesten. Jeg troede, hun var hestepasser. Jeg anede ikke, hun var prinsesse, lød det dengang fra Alexander.
Det gik stærkt
Derfra gik det stærkt, og knap tre måneder efter nyheden om forlovelsen kunne kongehuset sidst i marts dele endnu en glædelig nyhed om, at prinsessen allerede var gravid med sit første barn.
Kort før fødslen, den 27. maj, blev parret viet borgerligt hjemme i Orangeriet i parken ved Berleburg Slot.
Kæmpe glæde
Glæden var stor, da parret den 24. juli 2010 kunne byde deres første barn, sønnen Konstantin Gustav Heinrich Richard, velkommen til verden på Helios-Klinikken i Bad Berleburg.
Derefter fulgte endnu en glædelig begivenhed, da de godt et år efter deres borgerlige vielse og som nybagte forældre endelig fik tid til en storslået bryllupsfest den 18. juni 2011, hvor parret sagde ja til hinanden i den evangeliske kirke i Bad Berleburg.
Her strålede prinsesse Nathalie i en elegant flødefarvet brudekjole kreeret af den danske designer Henrik Hviid.
Lykken fuldendt
Lykken blev fuldendt med fødslen af datteren Louisa Margareta Benedikte Hanna, som blev født den 28. januar 2015.
Mens prinsesse Nathalie har repræsenteret Danmark ved blandt andet De Olympiske Lege og verdensmesterskaber som toprytter indenfor dressur, rider Alexander ikke. – Jeg red, da jeg var lille, men mistede interessen, forklarede han i forlovelsesinterviewet.
Fælles interesse
Nathalie og Alexander havde igennem hele deres ægteskab fokus på deres fælles interesse, ridesporten, på hver deres måde, og fra start til slut havde travlt med den.
Som Alexander Johannsmann svarede i forlovelsesinterviewet på spørgsmålet om, hvordan han og prinsessen lignede hinanden: – Vi kan grine sammen og har samme humor. Og så er vi begge flittige. Nathalie arbejder 365 dage om året, og det gør jeg også.
Kongelige fester
I dagligdagen så offentligheden ikke meget til prinsessens mand og børn, men enkelte gange deltog parret sammen i kongelige fester, blandt andet var de med til dronning Margrethes 40-års regeringsjubilæumsfejring i 2012.
Her viste prinsesse Nathalie, at hun sagtens kan bytte ridestøvler ud med høje stiletter for en stund og føle godt tilpas på de bonede gulve.
Alexander sås også ved prinsesse Nathalies side ved hestekonkurrencer rundt omkring i Europa og var ved hendes side, da hun tog afsked med sin far, prins Richard, ved hans bisættelse i 2017.
Fælles forældremyndighed
I de senere år har Alexander Johannsmann ikke vist sig så meget i Danmark. Hverken til ridestævner eller til kongelige fester.
Nu har parret valgt at lade sig skille, men har med en fælles forældremyndighed over deres to børn, Konstantin, 12, og Louisa, syv, vist, at de stadig har et tæt samarbejde som forældre.idig er Benedikte mormor med stor M for Nathalies to børn, Konstantin, 12, og Louisa, syv.