Deler sød nyhed: Se hvem der flytter ind hos prinsesse Nathalie
I mandags bekræftede kongehuset, at prinsesse Nathalie var blevet skilt fra sin mand gennem 12 år, Alexander Johannsmann.
Og onsdag aften deler hun for første gang siden skilsmissen blev offentlig kendt igen Stories på Instagram - og oven i købet en sød privat nyhed.
Familiens nye medlem
Således er der flyttet en ny firbenet beboer, en vidunderlig pony, ind på Berleburg Gods, hvor prinsesse Nathalie har sin egen lejlighed, stald og ridebane.
"Det er... Dinkel...Familiens nye medlem!!!"
Tryk her for at se prinsesse Nathalies Instagram med de søde Stories
Næste generation på vej
På det sidste billede af tre bliver Dinkel krammet af et barn, som med stor sandsynlighed er prinsessens rideglade datter Louisa på syv år.
Således fortalte prinsesse Nathalie under VM i Ridesport for en uges tid siden, at der var en større pony på vej til hendes datter.
- Vi har fundet en lidt større pony til hende, så hun for alvor kan begynde at ride. Hun har det sjovt med at ride, og sådan skal det også være. Det skal ikke være for alvorligt, lød det fra prinsesse Nathalie, mens prinsesse Benedikte også fortalte om sit barnebarns interesse for ridning:
- Det er da morsomt, og man skal jo ikke tage noget for givet. Så nu må vi se ... hun må finde ud af, om det er noget, hun gerne vil. Nu skal hun jo op på en større pony, så et eller andet er der nok. Jeg har set hende sidde på en pony, og hun sidder fantastisk godt. Hun har en balance i sin ryg, som jeg synes er lidt udover det sædvanlige. Lad os se, hvad det udvikler sig til.