Fælles om ny forestilling i Tivoli: Nu udtaler Phillip Faber sig om samarbejdet med dronning Margrethe
I Den gamle have står sommeren i ballettens tegn, når det klassiske H.C. Andersen-eventyr ”Klods-Hans” bliver fremført som ballet på Pantomimeteatret.
Forestillingen, der får premiere den 22. juni, er skabt på baggrund af et samarbejde mellem koreograf Tobias Praetorius, komponist, dirigent og tv-vært Phillip Faber samt dronning Margrethe, der for niende gang har fungeret som scenograf i Tivoli.
Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse, hvor Phillip Faber desuden sætter ord på samarbejdet med dronning Margrethe og Tobias Praetorius.
– Det har været et spændende arbejde at få orkestrets lyd til at smelte sammen med H.C. Andersens historie, Tobias’ tanker og koreografi og dronning Margrethes visuelle univers. Jeg glæder mig meget til at se det hele samle sig til premieren til sommer, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er langt fra første gang, at dronningen er scenograf på en forestilling i Tivoli.
Hendes Majestæt har blandt andet lavet forestillingerne ”Askepot”, ”Fyrtøjet” og ”Svinedrengen”.
"Klods-Hans" får premiere den 22. juni og kan opleves på udvalgte dage helt frem til den 25. august.