Spændingen udløst: Kunstværk af dronning Margrethe solgt langt over vurderingen
Alles øjne var rettet mod podiet, da Bruun Rasmussen tirsdag 5. marts havde et af dronning Margrethes malerier til salg på deres Liveauktion i Lyngby med moderne kunst.
Maleriet var på forhånd vurderet til 75.000 – 100.000 kroner, men blev solgt lang over.
Nemlig for 160.000 kroner.
Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse, hvori det også oplyses, at det ifølge Bruun Rasmussens afdelingsleder for moderne kunst, Niels Boe-Hauggaard, er det yderst sjældent, at man ser dronningens malerier til salg.
Han oplyser desuden, at der er tale om et karakteristisk maleri, udført i akryl på lærred, med et motiv der udspringer af naturindtryk udformet som en poetisk abstraktion.
Passion for kunsten
Siden 1980’erne har Margrethes værker været vist på en lang række udstillinger i Danmark, herunder ARoS, ARKEN og Brandts Klædefabrik, samt i udlandet.
Dronning Margrethe har også brugt sin store kreativitet på decoupage og kostumer.
I februar fik hun en Robert for sine kostumer til filmen "Ehrengard."
Det maleri, der 5. marts blev solgt på Bruun Rasmussen auktionen, vidner ifølge Niels Boe-Hauggaard om dronningens store passion for kunst, og netop det, at værkerne så sjældent udbydes til salg, kan have skærpet interessen.
Ligesom den nylige abdicering også kan have gjort maleriet ekstra interessant.
En personlig gave
Maleriet er fra 1988 og blev af dronning Magrethe givet som en personlig gave til hendes daværende hofmarskal, Hans Sølvhøj (1919-1989).
Siden har det befundet sig hos dennes familie, oplyses det i pressemeddelelsen.