En fantastisk gave for prinsen: Christian håber på noget helt særligt
Prins Christian gør det rigtig godt i den nye DR-dokumentar ”Prins Christian – En kongelig rejse”.
– Mit navn er Christian. Jeg fylder snart 18 år, jeg går i 3.g, og så er jeg tronarving til den danske trone, siger Christian i indledningen af dokumentaren, hvor prinsen sammen med sin far kronprins Frederik er på en unik dannelsesrejse og besøger en række institutioner, som er vigtige for Danmark.
Prins Christian og kronprins Frederik besøger blandt andet Folketinget, rigsarkivet, et ministerium, højesteret og Folkekirken.
Efter besøget til de forskellige steder siger en tilfreds prins Christian, at han har lært en masse.
Christian håber på bedre karakterer
– Det var en god oplevelse, fordi vi har lært så meget de steder, vi har været. Og jeg kan helt sikkert lære mere, men nu har jeg en bredere viden om, hvordan det fungerer, siger prins Christian i dokumentaren, og så kommer han lige med en ekstra kommentar.
– Så kan det være, jeg kan få en endnu bedre karakter i samfundsfag og historie, kommer det fra Christian, der er i fuld gang med 3.g på Ordrup Gymnasium, hvorfra han bliver student næste sommer.
DR-dokumentaren ”Prins Christian – En kongelig rejse” kan ses fra i dag på DR’s platforme, og i aften vises den på hovedkanalen klokken 19.00.