Prins Christian og de andre i familien kan godt glæde sig: Gang i den med nyt bæredygtigt hus i Fredensborg
De lokale har for længst bemærket, at der er gang i den ved kronprinsfamiliens hjem i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.
Håndværkere er gennem en periode kommet og gået, og det bekræftes nu, at et helt særligt sted ved Kancellihuset er ved at blive sat ekstraordinært nydeligt og tidssvarende i stand.
Der er dog endnu et godt stykke tid til, at projektet – et anneks – er helt færdigt.
For kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og deres børn har Kancellihuset altid haft en helt særlig betydning.
Det var her, parret sammen skabte deres første faste og helt private base sammen med deres førstefødte prins Christian, som søndag 15. oktober fylder 18 år.
Gang i den ved Kancellihuset
I denne tid sker der ting og sager ved Kancellihuset, og det må glæde kronprinsparret og også deres børn at se byggeprojektet tage form sådan for alvor.
Det lader stadig til, at der er et stykke vej tilbage, før projektet er klart, og man kan flytte ind i annekset eller bruge det til gæster – men det hele tager form, og de lokale i Fredensborg synes i hvert fald, at det ser spændende ud allerede nu.
Til BILLED-BLADET har kongehusets kommunikationsafdeling tidligere bekræftet, at der er tale om istandsættelse af en gammel værkstedsbygning, der fremover skal bruges som anneks.
Hvem der skal bruge det nye anneks, efter det på alle måder bæredygtige byggeprojekt er overstået, er uvist, men mange lokale gætter og gætter i disse dage.
Og gætterierne er sikkert taget til op til prins Christians fødselsdag i morgen.