9. okt. 2024
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Efter kæmpe overraskelse: Kong Frederik ændrede i sin tale under gallataflet

Kong Frederik holder tale ved gallataflet i forbindelse med det islandske præsidentpars besøg.
Kong Frederik holder tale ved gallataflet i forbindelse med det islandske præsidentpars besøg.
Foto: Kaspar Wenstrup
I sidste øjeblik tilføjede kong Frederik en sætning til sin tale under det islandske præsidentpars besøg.

Det kom som en kæmpe overraskelse, da dronning Margrethe tirsdag pludselig ankom til Amalienborg for at mødes med det islandske præsidentpar.

Dronning Margrethe har været sygemeldt efter sin faldulykke for tre uger siden, hvor hun fik en skade omkring nakkehvirvlerne samt et brud på venstre hånd.

Men hun ville ikke gå glip af at mødes med den nye islandske præsident, Halla Tómasdóttir, og derfor mødte hun til stor overraskelse og glæde alligevel op til den officielle modtagelse på Amalienborg.

Og noget kan tyde på, at besøget var ret spontant – i hvert fald havde kong Frederik i sidste øjeblik tilføjet en sætning til den tale, som han holdt under gallataflet.

Da kong Frederik inden middagen rejste sig op og sagde nogle fine ord til den islandske præsident, var der en ændring i talen, som hverken fremgik af rulleteksterne på tv eller af den version, som kongehuset har offentliggjort.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-10-09/20241008-WEN----Kong-Frederik-358.jpg
Foto: Kaspar Wenstrup

Kong Frederik nævnte som planlagt, at hans mor meget gerne ville have været til stede under gallataflet:

- Min mor, dronning Margrethe, sender da også sine varmeste hilsner, og jeg ved, at hun meget gerne ville have deltaget i aften.

Men efter dette tilføjede han en sætning, som ikke var planlagt:

- Heldigvis fik I mulighed for at mødes tidligere i dag til alles glæde!

Det islandske præsidentpars besøg fortsætter onsdag – blandt andet afholder præsidentparret et returarrangement på Nordatlantens Brygge, hvor bl.a. kongeparret og prinsesse Benedikte deltager.

Læs mere om: