Jonas Mogensen har succes som komiker, men i mange år havde han et helt anden plan med livet
Jonas Mogensen er tilbage med en ny sæson af ”Minkavlerne”, og desuden ser han ind i et travlt efterår. Efter 12 år som komiker er Jonas Mogensen nemlig klar med sit allerførste onemanshow, "Trummerum".
Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle ende med at lave af at få andre til at grine, og 37-årige Jonas Mogensen var da også godt på vej mod en helt anden karriere, da han mødte makkeren Kasper Gross og pludselig fik øjnene op for comedyverdenen.
Jonas Mogensen gik nemlig på universitet i Aarhus, hvor han læste jura. Tilbage i 2015 manglede han blot specialet for at kunne kalde sig jurist lige som sin far, men han blev aldrig færdig med uddannelsen.
Der var nemlig noget andet, der interesserede ham mere end at gå rundt med en attachemappe.
- Det er tvivlsomt, om jeg nogensinde kommer til at arbejde som advokat. Jeg har givet mig fuldstændig hen til standup og elsker når humoren indeholder gode, ærlige historiefortællinger. Autenticitet. Det er det, jeg går efter at levere, fortalte Jonas Mogensen, der kommer fra Birkelse, i sommeren 2015 til Nordjyske, og få uger senere vandt han talentprisen ved Zulu Comedy Galla.
Siden dengang har han lavet en masse tv, og i den brede befolkning var der mange, der fik øjnene op for ham, da han vandt femte sæson af ”Stormester” på TV 2.
I dag er Jonas Mogensen mest kendt som Allan fra ”Minkavlerne”, og nu kan man atter se ham i netop den rolle.
Søndag den 27. august er der premiere på fjerde sæson på TV 2, og fra den 4. september kan man se med på TV 2 Echo.