82-årig Ringenes Herre-stjerne overrasker: Spiller ikonisk ung hovedrolle
Ian McKellen spiller hovedrollen i opsætningen af "Hamlet", der havde premiere på Theatre Royal Windsor lidt uden for London i weekenden.
At den 82-årige "Ringenes Herre"-stjerne spiller en hovedrolle er ikke et særsyn.
Men at han spiller en mand, der - i hvert fald i følge manuskriptet - er så meget yngre end han selv, som det er tilfældet med Hamlet, der var omkring 30 år, da Shakespeare skrev stykket, er trods alt sjældent set.
Ian McKellen og instruktør Sean Mathias har dog sigtet efter at lave en "aldersblind" udgave, skriver BBC.
Rollen har Ian McKellen påtaget sig i år, hvor det er 50 år siden, han første gang spillede den ikoniske rolle.
Og den 82-årige stjerne er ikke bekymret for aldersudfordringen, har han forklaret til den britiske tv-station.
- Jeg har spillet Gandalf, der var mere end 7000 år gammel. Ingen sagde, at jeg var for ung, sagde Ian McKellen med et grin i april, da det kom frem, at han havde fået rollen.
Senere i samme interview tilføjede han:
- Jeg kan ikke lade som om, jeg er 20, det vil ingen tro på, men jeg kan føle, at jeg er 20.