Ringenes Herre-stjerne vaccineret mod covid-19: Jeg føler mig euforisk
Sir Ian McKellen er en af Englands største skuespillere - men det var i rollen som troldmanden Gandalf fra filmtrilogien"Ringenes Herre", at han blev kendt af ethvert barn verden over. Den 81-årige stjerne er med sin alder blandt dem, som først har fået tilbudt vaccinen mod covid-19 i England - og han takkede ja med det samme.
Jeg føler mig euforisk
Han har modtaget den første af de i alt to doser på Londons Queen Mary hospital. Og han er en glad mand.
"Det er en helt særlig dag - og jeg føler mig euforisk", siger den Oscar-nominerede stjerne iflg. avisen the Evening Standard. "Når en person har levet så længe som jeg på grund af, at vi tidligere i vores liv har sagt ja til at blive vaccineret, så antager jeg, at i min aldersgruppe vil 100% sige ja tak. Det bør de i hvert fald" fortsætter McKellen. Han tilføjer, at det hele var absolut smertefrit - og at han ikke tøver med at anbefale alle at tage imod vaccinen.