Fire hitmagere er klar: De skal lave Danmarks nye officielle VM-sang
Nations League er i fuld gang, og fredag aften bryder fodboldfeberen atter ud, når Danmark skal møde Kroatien i Parken.
Fodbold er lig med fodboldsange, og gennem årene er der blevet lavet mange store hits - de fleste kan således synge med på for eksempel ”Re-Sepp-ten”, ”Danmarks Drenge” og ”En for alle”.
Ny fodboldsang på vej
Til november går det løs igen, for her skal det danske herrelandshold til VM i Qatar, og det kræver naturligvis en ny fodboldsang.
Ved de seneste slutrunder har Thomas Helmig og Alphabeat stået bag de officielle fodboldsange, men denne gang er DBU gået i en lidt anden retning.
Man har nemlig samlet et hold bestående af nogle af Danmarks største hitmagere i form af Jarl Friis-Mikkelsen, Lars Ankerstjerne, Burhan G og Nicolai Seebach. De skal sammen skabe danskernes nye fodboldsang.
Danskerne skal hjælpe til
Alle fire har gennem årene været med til at lave masser af store hits, og Jarl-Friis Mikkelsen har faktisk også erfaring med at skrive fodboldsange – i sin tid var han nemlig med til at skrive ”Re-Sepp-Ten”, der for længst er blevet en sand klassiker.
De fire herrer skal dog ikke gøre alt arbejdet alene, for de har brug for danskernes hjælp. En ny hjemmeside er i den forbindelse blevet oprettet, og her kan man give sit bidrag til den nye fodboldsang.
”Danmark skal have en ny fodboldsang. Men denne gang gør vi det lidt anderledes. Sangen skal nemlig komme til live med input fra alle jer danskere. Og alle inputs er velkomne. Tanker. Enkelte ord eller sætninger. Bare tøm hovedet og fortæl os, hvad du synes, der skal med i fodboldsangen. Når vi har fået dit og resten af danskernes inputs, går vi i gang med at omsætte ordene til vers og lægge lyd til hele Danmarks fodboldsang,” fremgår det af den nye hjemmeside, hvor man kan læse mere om, hvordan man giver sit bidrag til sangen.
Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal synge den officielle VM-sang.