Kasper Schmeichels kone efter god nyhed: Vi er meget glade og taknemmelige
Fodboldfonden har modtaget 200.000 kr. fra Dansk Boldspil Union og Lindhardt og Ringhof, for bogen "Vejen til Wembley".
Overskuddet på 200.000 kr. fra bogen “Vejen til Wembley” blev denne uge overrakt til Fodboldfondens arbejde for udsatte børn.
- Vi er meget glade og taknemmelige for, at DBU og Lindhardt og Ringhof har valgt at donere overskuddet fra “Vejen til Wembley” til Fodboldfonden, siger Stine Schmeichel, der er bestyrelsesmedlem i Fodboldfonden, og Kasper Schmeichels kone har mere på hjerte.
Stine Schmeichel vil hjælpe
- Donationen betyder, at vi kan give endnu flere udsatte børn hyggelige og sjove oplevelser med deres familie, som kan give dem en følelse af glæde, positive fællesskaber og, for nogle, et pusterum fra en ellers presset hverdag. Med donationen kan vi samtidig give endnu flere børn og deres familier en økonomisk håndsrækning, som kan hjælpe børnene ind i positive fællesskaber bl.a. i fritidslivet. Donationen vil for eksempel gå til at betale fritidskontingenter til børn senere på sommeren, lyder det fra Stine Schmeichel, der er af frontfigurerne i Fodboldfonden.
Helt speciel fond
Den særlige fond står bag sjove og mindeværdige oplevelser for udsatte børn og deres familier.
Når budgettet er opbrugt og overskuddet i bund, sætter Fodboldfonden ind og aflaster udsatte familier med hyggelige oplevelser og fylder rygsækken med dejlige minder til både børn og forældre.
Bogen “Vejen til Wembley”, som Ole Sønnichsen, Stine Schmeichel og Anders Kjærbye står bag, går bag om en forunderlig fodboldsommer og fortæller i billeder og ord om forvandlingen fra kollaps og chok til jubel og folkefest under EM på hjemmebane.
Unikke billeder
Både før, under og efter EM-turneringen var Anders Kjærbye som den eneste fotograf sammen med landsholdet 24 timer i døgnet, og det er hans billeder, der tager os med bag kulisserne og viser livet i landsholdslejren.