Sygdom tvinger Robbie Williams til at aflyse koncerter
Henover sommeren har popstjernen Robbie Williams turneret Europa tynd med sit seneste album, og i sidste måned gæstede han også et næsten udsolgt Parken.
Men på grund af sygdom har den britiske sanger været nødt til at aflyse tre koncerter i Rusland, som skulle have været afslutningen på hans Europa-turné.
Det bekræfter hans agent over for det engelske ugeblad Hello. Han kommer dog ikke nærmere ind på, hvad Robbie Williams fejler.
Sygdomsramt Robbie
I et interview med Sunday Times åbnede Robbie Williams for nylig op omkring sit helbred og fortalte blandt andet, at han kæmper med depression og gigt.
- Det her job er ikke godt for mit helbred. (…) Jeg ved ikke, om jeg ville have det så dårligt mentalt, hvis jeg ikke var berømt, siger verdensstjernen, som har solgt over 57 millioner album verden over.
Imponerende karriere
Robbie Williams fik sit gennembrud i 1990, da han som blot 16-årig blev medlem af det britiske boyband Take That. De fem unge mænd smeltede pigehjerter over hele verden, indtil de i midten af 1990’erne gik i opløsning.
Robbie startede efterfølgende en imponerende solokarriere og er manden bag verdensomspændende hits som ”Angels” og ”Let me entertain you”.
Privat nøjes 43-årige Robbie Williams med at underholde sin hustru, skuespiller Ayda Field, og deres to børn Theodora og Charlton.