Kræftsyge Jane Fonda i nyt interview: Klar til at dø
Til december fylder den dobbelte Oscar-vindende skuespiller Jane Fonda 85 år.
I den forbindelse har hun lavet et interview med Entertainment Tonight, hvor hun reflekterer over det liv, hun har levet - og det liv, hun har tilbage.
Ramt af kræft
Tilbage i september fortalte skuespilleren, at hun var blevet ramt af lymfekræft.
Den triste nyhed delte hun dengang i et opslag på Instagram.
- Kære venner, jeg har noget personligt at dele med jer. Jeg er blevet diagnosticeret med Non-Hodgkins lymfom og er startet i kemobehandling", indledte hun dengang sit opslag, hvor hun også selvå ses på et billede.
Stjerneskuespilleren fortsatte dog sit opslag med at berolige sine næsten 2 mio. følgere på Instagram:
- Det er en kræftform, som er mulig at behandle. 80 procent af patienter med denne kræfttype overlever, så jeg føler mig meget heldig.
På trods af de store overlevelseschancer for sygdommen, fortæller Jane Fonda at hun med sin fremskredne alder godt er klar over, at den bedste tid er bag hende, og hun mener, at hun er "realistisk" omkring fremtiden.
- Når du når til min alder, er det vigtigt, at huske på en tid, der er bag dig, og ikke den, der er foran dig, siger hun til Entertainment Tonight.
Klar til at dø
Privat er skuespilleren mor til tre, og i interviewet gør hun det helt klart, at hun ønsker at fokusere særligt på sin familie i den tid, hun har tilbage.
Hun fortæller også, at hun skal bruge sin forestående fødselsdag med familien.
Men det er en afklaret Jane Fonda der ved, at hun har kortere tid foran sig end bag sig.
- Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er klar, jeg har haft et skønt liv, siger hun.
Hun fortæller desuden, at hun generelt har det godt, men at den uge hver måned, hvor hun modtager kemoterapi, er hård for hende.