Jane Fonda med trist udmelding: Er blevet ramt af kræft
Den 84-årige skuespiller og dobbelte Oscar-vinder Jane Fonda afslører i et opslag på Instagram, at hun er blevet ramt af kræftformen Non-Hodgkins lymfom.
"Kære venner, jeg har noget personligt at dele med jer. Jeg er blevet diagnosticeret med Non-Hodgkins lymfom og er startet i kemobehandling", indleder hun sit opslag, hvor skuespillerinden selv også ses på et billede.
Jane Fonda, som udover at være skuespiller også er tidligere model og motionsguru, fortsætter dog sit opslag med at berolige sine næsten 2 mio. følgere på Instagram:
"Det er en kræftform, som er mulig at behandle. 80 procent af patienter med denne kræfttype overlever, så jeg føler mig meget heldig."
Non-Hodgkins lymfom er en kræftform, hvor der er ukontrolleret cellevækst i lymfevæv. Ifølge Kræftens Bekæmpelse kaldes kræftformen ofte bare for "lymfekræft".
I sit opslag giver skuespilleren udtryk for sin taknemmelig for sin sundhedsforsikring og bruger også anledningen til at nævne, at hun finder det uretfærdigt, at ikke alle amerikanere har mulighed for samme høje kvalitet af sundhedspleje.
Kemo i seks måneder
Skuespillerinden skal modtage kemobehandlinger i seks måneder, og hun fortæller i sit opslag, at hun indtil videre har taget godt imod behandlingerne. Hun skriver videre, hun ikke vil lade sit sygdomsforløb stå i vejen for hendes store passion for klimaaktivisme.
Jane Fonda er netop nu aktuel i Netflix-serien "Grace og Frankie", hvor hun spiller rollen som Grace.