Chok-udmelding: Populært program droppes efter fem sæsoner
Det er netop meldt ud, at det populære talkshow “Red Table Talk” droppes efter fem sæsoner.
Programmet har indtil nu haft Jada Pinkett Smith, der er gift med skuespiller Will Smith, ved roret sammen med parrets datter, Willow Smith, og Adrienne Banfield-Norris, der er verdensstjernens svigermor.
Trioen sidder i talkshowet rundt om det så velkendte røde bord, mens de snakker og debatterer stort som småt.
Holdningerne til holdet bag det populære talkshow er mange. Nok især i kølvandet på det store drama, der udspillede sig ved Oscar-uddelingen i 2022.
Midt på den store Oscar-scene gav skuespiller Will Smith nemlig en syngende lussing til komiker Chris Rock for øjnene af hele verden. Årsagen var en upassende joke, komikeren kom med om Will Smiths hustru, der bestemt ikke faldt i god jord hos “Men in Blakc”-skuespilleren.
Men selv om det var Will Smith, der langede komikeren en kindhest, så fik også resten af familien Smith verdens vrede at føle i diverse kommentarspor.
Det fik efterfølgende Will Smiths hustru, Jada Pinkett Smith, til at italesætte hændelsen i sit talkshow, hvor hun fortalte, hvordan hun og familien havde det efter episoden. Her lagde hun især vægt på, at de ville prioritere dyb heling.
Will Smith fik sit store gennembrud med 90’er-klassikeren “Bad Boys” og har efterfølgende haft et hav af store roller.