Får Arne Kokholm en stor rolle i sidste sæson? Henrik Birch har store planer med Badehotellet
Der går endnu et års tid, før den 10. og sidste sæson af ”Badehotellet” bliver sendt på tv, og til foråret går optagelserne i gang.
Skuespillerne har endnu ikke fået manuskripterne til de nye afsnit, og der er fortsat mange, som ikke ved, hvorvidt deres karakter dukker op i sidste sæson.
Det gælder blandt andre Henrik Birch, som spiller Arne Kokholm i serien.
- Jeg ved det ikke. Jeg vil sige, at jeg gætter på 50/50. Man ved ikke, om man er med mere. Jeg håber, de har lyst til at afslutte min karakter, fortalte Henrik Birch på den røde løber til årets Robert-fest.
- Jeg håber, at han kommer til at fylde hele sidste sæson. At alt kommer til at handle om Arne Kokholm, sagde han med et grin.
Han er dog udmærket klar over, at der har været rigtig mange karakterer med i de ni sæsoner af ”Badehotellet”, men han synes alligevel, det kunne være sjovt, hvis Arne Kokholm blev brugt til et eller andet i sæsonafslutningen.
- Man ved aldrig. De har så mange historier, så der er ikke noget galt, hvis de ikke gør, fortalte han.
Arne Kokholm var første gang med i ”Badehotellet” i sæson 2, og senere faldt han for Anette Støvelbæks karakter, fru Frigh. I de seneste sæsoner, som er foregået under krigen, er han dukket op som modstandsmand.