Stor afsløring om Badehotellet: Elskede karakterer vender tilbage i sæson 10
Det plejer at være den tid på året, hvor en ny sæson af ”Badehotellet” toner frem på skærmen, men sådan bliver det ikke i år.
Sæson 10 af den populære TV 2-serie får først premiere i starten af 2024, men optagelserne til den allersidste sæson går snart i gang.
Til april vender seriens stjerner tilbage til Risby Studierne i Albertslund, hvor de skal optage otte nye afsnit.
En af dem er Merete Mærkedahl, som spiller Otilia. Og hun kommer nu med en stor afsløring om sæson 10. Hun holder nemlig på en hemmelighed, som forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe allerede nu har indviet hende i.
- Det eneste, jeg ved, og som du ikke må få at vide, er, at jeg kender til nogle af de karakterer, som skal være med i sæson 10, siger Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET og uddyber:
- Flere af os ved, om der er nogle af de gamle karakterer, som kommer med igen. Det betyder, at ud af alle de karakterer, der har været med gennem årene, og det er altså over 100, der ved jeg, hvem der vender tilbage i sæson 10!
En stor favorit
Merete Mærkedahl har fået mundkurv på og må naturligvis ikke nævne nogle navne. Men derfor kan man jo godt begynde at spekulere i, hvilke elskede karakterer der muligvis vender tilbage i sæson 10.
En af de store fanfavoritter er uden tvivl Rosalinde Mynsters karakter Fie, som forlod serien efter sæson 5. Den tidligere stuepige omtales stadig i serien, fordi hun er gift med Mollys søn, Morten.
Der er også andre karakterer, som kunne vende tilbage, blandt andre kokkepigen Martha, fru Frighs søn, Leslie, og hans hustru Nana samt fru Fjeldsøs søn, Adam, og hans hustru Sibylle.
Det er også længe siden, at man har set Ediths mand Valter og Amandas søster Vera.
Vi må vente helt til næste år med at se, hvilke elskede karakterer vi får et gensyn med i sæson 10.
Indtil da kan man fornøje sig med genudsendelsen af sæson 1 af ”Badehotellet”, der sendes hver onsdag kl. 20.40 på TV 2.