Strømmen blev slukket, da Niels ikke kunne betale sin elregning: Sådan går det efter Luksusfælden
I den lille by Løsning bor 30-årige Niels alene i sin lejlighed.
Han drømmer om at blive gift med sin kæreste Malene, men det har lange udsigter.
For det irriterer hende grænseløst, at Niels er så ligeglad med sin dårlige økonomi. Og for to år siden gik parret faktisk fra hinanden på grund af netop det.
Niels bruger mange penge på cigaretter, energidrikke og besøg på tanken, mens han også elsker at se fodbold på stadion og spille dart.
Men det koster alt sammen - og samtidig får han ikke betalt sine regninger.
Det medførte, at strømmen på et tidspunkt blev slukket i hans lejlighed, fordi han ikke havde betalt sin elregning.
For at undgå at lignende sker igen og for generelt at rette op på sin økonomi, har Niels nu tilkaldt "Luksusfældens"-eksperter, Louise Frost og Kenneth Hansen.
Da de gennemgår hans økonomi, er det tydeligt, at Niels er glad for at bruge penge på fornøjelser.
Hele 3000 kroner om måneden går til energidrikke og cigaretter, mens der også bliver brugt mange penge på fodboldkampe og fornøjelser med sønnen, som han har hver anden weekend.
Niels har hver måned et overforbrug på 3800 kroner, mens han hver måned har misligholdt gæld for 3200 kroner.
Dermed får han ikke gjort reelt noget ved sin gæld, der lyder på 222.000 kroner.
For at rette op på det får Niels til opgave at skille sig af med sin bil og stoppe med at ryge.
Derudover skal han også arbejde og dermed tjene flere penge hver måned.
Niels og Malene overrasker dog eksperterne ved at melde ud, at Niels flytter hjem til hende i Fredericia. På den måde vil han spare en del penge på boligposten.
Da Kenneth Hansen noget tid efter besøger Niels i Fredericia, blæser der nye, positive vinde over hans økonomi.
Han har overholdt sit nye budget og betaler nu af til alle kreditorerne.
Niels er ikke stoppet helt med at ryge, men han har skåret gevaldigt ned.
Mere overskud
Og det samme er tilfældet i dag.
Til BILLED-BLADET fortæller Niels, at det går overraskende godt med økonomien, selvom han stadigvæk ryger, når han er på stadion og arbejde.
Han fortæller også, at hans kæreste Malene spiller en vigtig rolle, da hun hjælper ham med at holde styr på økonomien og få betalt alting til tiden. Han har fået mere overskud, da han nu ikke skal bekymre sig så meget om sin økonomi og gæld.
Samtidig arbejder han meget mere i et håb om at nedbringe gælden så hurtigt som muligt.