Daniel brugte over 90.000 kroner på fastfood og elektronik: Sådan er det gået efter Luksusfælden
På Amager bor Daniel på 29 år. Han skal snart være far for anden gang, men alt er langt fra fryd og gammen.
For Daniel har slet ikke styr på sin økonomi. De mange regninger fra kreditorerne ender i skuffen uden at blive åbnet, og han er havnet i RKI.
Økonomien har medvirket til, at han ikke længere er sammen med moderen til hans snart to børn, Julie, der bor i en lejlighed 100 meter væk fra ham.
I håbet om at give børnene en god fremtid vil han nu have styr på økonomien, hvilket Luksusfældens eksperter Kenneth Hansen og Louise Frost nu skal forsøge at hjælpe ham med.
Da eksperterne viser, hvad Daniel har brugt sine penge på, er der flere ting, der vækker opsigt.
For det viser sig, at godt og vel halvdelen af de 30.400 kroner, han har til rådighed hver måned, er gaver og arv fra hans familie som intet kendskab har til hans økonomiske problemer.
Har brugt over 90.000 kroner på to poster
Og en stor del af det beløb er blevet brugt på elektronik og fastfood.
Intet mindre end 36.600 kroner om året er blevet brugt på elektronik, mens der i samme periode er brugt 55.000 kroner på fastfood og snacks på tanken.
Det er derfor også her, Kenneth Hansen og Louise Frost sætter ind.
For nu skal det være slut med de hurtige og dyre madløsninger. Daniel får derudover til opgave at sælge noget af al hans dyre elektronik, mens han også skal tage ekstra vagter for at nedbringe gælden, der lyder på 302.000 kroner.
Den 29-årige sælger får dermed sin sag for – og især udsigten til mindre elektronik vækker bekymring hos ham.
Men han lykkes med at holde aftalerne – og da eksperterne besøger ham en måned efter har han både solgt en masse elektronik og holdt sig fra de dyre og hurtige madløsninger.
Bedre forhold til familien
Og det er han fortsat med.
Til BILLED-BLADET fortæller Daniel, at han har overholdt sine aftaler til punkt og prikke, selvom det især i starten har været hårdt at undvære elektronikken, der gav ham en pause i hverdagen.
I programmet kommer det frem, at Daniel har skjult sine økonomiske problemer for sin familie, men nu har han fortalt dem det, hvilket har styrket deres forhold, siger han.
I slutningen af ”Luksusfælden” fortæller Daniel, at han er blevet uvenner med sin ekskæreste Julie, der derfor ikke er med til eksperternes sidste besøg. I dag går det dog bedre for Daniel og Julie.
I næste måned skal de som bekendt være forældre igen, og af den grund er det vigtigt for dem at kunne tale sammen.