Efter lang tid uden sit eget program: Nu vender Anders Breinholt tilbage
Anders Breinholt var indbegrebet af TV 2-hittet ”Natholdet”.
Men i slutningen af december meddelte tv-værten, at han efter næsten et årti i front for tv-programmet havde valgt at sige stop.
Siden har han stået i spidsen for en række forskellige podcast, lige som han også har lavet en fast julekalender med makkeren Søren Rasted på Viaplay.
Han har dog ikke haft et fast format, som seerne ellers har været vant til.
Nu kan Viaplay afsløre, at Anders Breinholt vender tilbage på skærmen i sit eget program.
Han får nemlig sit helt eget talkshow, der skal sendes to gange om ugen på Viaplay og TV3.
Det er naturligt noget, tv-værten ser frem til.
Samtidig røber han små detaljer om, hvad seerne kan vente sig af det nye talkshow.
- Jeg glæder mig helt vildt til at mit nye talkshow har premiere d. 2. april. Det hedder Breinholts, og det bliver et hyggeligt, dejligt underholdningsprogram med talkshow og satire i ascendanten, lyder det fra Anders Breinholt.
Programmet har fået den meget personlige titel ”Breinholts”, og det får altså premiere 2. april på Viaplay og TV3.