Anders Breinholt åbner op om stress: Jeg havde haft en druknefølelse i et år
2019 havde været et vildt år for Anders Breinholt. Særligt efteråret havde været godt pakket med 15 forskellige projekter.
Og umiddelbart ville den travle kalender fortsætte ind i 2020, startende med et show, ham og Sofie Linde havde planlagt.
Et af de sidste projekter for 2019 var som vært på TV 2’s ”De største øjeblikke”, hvor han sammen med Cecilie Beck og Cecilie Frøkjær skulle se tilbage på året, der lige straks var gået. Og det skulle vise sig, at de blev et af de sidste projekter, han lavede længe.
I TV 2 Charlie-programmet ”Deja-vu med Frøkjær” fortæller han, at han to dage før TV 2-showet, havde fortalt Sofie Linde, at han måtte hive stikket på deres forestilling. Han var brændt ud.
- Selve showet (”De største øjeblikke”, red.) var jeg glad for. Bagefter gik der luft ud af en ballon. Jeg var færdig. Jeg lå jo heldigvis ikke så lang tid, og nogle har været noget igennem, der var meget værre. Men for mig personligt var det den største nedtur, jeg har haft. Det fysiske i at have stress. Du føler simpelthen bare, at du drukner hele tiden. Den druknefølelse har jeg haft i hvert fald i et år, fortæller han til Cecilie Frøkjær i ”Deja-vu med Frøkjær”.
Det meste af tiden i løbet af det år, gik han rundt med en følelse af, at han hele tiden lige fik hovedet over vand, var ovenpå, for derefter at knokle løs igen. Noget han altid har gjort, men som i sidste ende ikke kunne fortsætte.
- Så lagde jeg mig hjem på sofaen, og jeg fik professionel hjælp. Altså psykolog og så videre, siger han.
Det er til gengæld ikke noget han har svært ved at tale om i dag. Han fortæller gerne, at han har haft det svært, og at det ikke er noget han skammer sig over. Det skal man nemlig ikke. Han har nemlig også fået en ny læring med, som har gavnet ham.
- Det er i virkeligheden en skam ikke at gøre noget ved det. Det er ikke et nederlag at erkende, at der er ting, man ikke kan klare. Jeg lærte at selektere ting, og ikke at takke ja til alt, fortæller han og uddyber.
- Der er ingen grund til at begive sig ud i noget, som ikke er sjovt eller lærerigt. At arbejde sammen med nye mennesker. Noget, der beriger mig på den ene eller den anden måde, fortæller Anders Breinholt i TV 2 Charlie-programmet ”Deja-vu med Frøkjær”.