Vild med dans: Det er der sket med alle Sarah Grünewalds smukke kjoler
I årets ”Vild med dans” er der en god håndfuld designere, der har kreeret kjoler til Sarah Grünewald. I de 12 programmer i 14. sæson af fredagsunderholdningen har det været en fest at følge, hvilken overdådig kjole, den kvindelige vært havde iført sig.
Sarah Grünewald kjoler bliver udstillet
Designeren Lasse Spangenberg har i denne sæson leveret fem fantastiske kjoler. Seerne vil nok særligt huske den smukke græsgrønne kjole med glasperler på, som Sarah Grünewald havde på i finalen.
Ifølge designeren kommer de kjoler, han har skabt, tilbage i hans showroom, men lige nu har han også et par udstillet forskellige steder.
- Finalekjolen kommer ned til Bering (red. Bering House of Flowers) og er en del af hans julevinduer.
Ellers er nogen af dem udstillet på Gasværket (red. Østre Gasværk Teater), da jeg lige har lavet kostumer til en forestilling derude, fortæller designeren.
Som inspirationskilde for andre kunder
For mange af designerne bag de flotte ”Vild med dans”-kjoler fungerer kjolerne som inspiration for fremtidige kunder.
- Kjolerne kommer tilbage til butikken, hvor de bliver udstillet og brugt som inspiration til kunder, fortæller Jesper Høvring, hvis mest bemærkelsesværdige kjole, var den smukke bordeaux blondekjole, som Sarah Grünewald havde på i Det Kongelige Teater.
Kunderne vil have kopier
Også Søren Le Schmidt fortæller, at han bruger kjolerne som inspiration for kommende kunder, og til tider oplever han også, at de vil have en replika af ”Vild med dans”-kjolen.
- Efter udsendelserne kommer kjolerne retur i mit studie hvor de hænger som inspiration til mine kunder. Derudover laver jeg naturligvis også kjolerne på ny helt fra bunden efter den pågældende kundes mål, fortæller designeren, der stod bag den smukke sorte kjole af gardinstof fra program to.
Rikke Gudnitz donerer til godt formål
Desuden fortæller designeren Rikke Gudnitz også, at hun også til tider har doneret kjolerne til et godt formål. Hun har blandt andet lavet den smukke grå kjole med fjer på, som Sarah Grünewald havde på i programmet den 3. november.
Du kan se alle de fantastiske kjoler, som Sarah Grünewald havde på i årets "Vild med dans" i galleriet ovenfor.