Trist ønske: Sådan håber Bodil Jørgensen det slutter for Molly i Badehotellet
På denne årstid plejer TV 2 at sende nye afsnit af ”Badehotellet”, men man må væbne sig med tålmodighed, for sæson 10 kommer først i begyndelsen af 2024.
Årsagen er, at corona i flere år har forsinket produktionen, og for at få en ordentlig afslutning og lidt længere sæson, går der altså endnu noget tid, før Amanda lukker op for badehotellet en sidste gang.
Optagelserne til sæson 10 begynder til foråret, og skuespillerne ved endnu ikke noget om handlingen.
- Jeg ved ikke noget. Der er skrevet i hvert fald to afsnit. Jeg tror, Molly holder ud. Jeg tror, hun overlever alle afsnit. Jeg ville så gerne have, hun blev dement, som min mor, fortæller Bodil Jørgensen, som forestiller sig en gammel, dement Molly gå rundt og røre lidt rundt i nogle gryder og lignende.
Den 10. sæson af ”Badehotellet” er definitivt den sidste, men den 61-årige skuespiller håber, at de mange karakterer også vil have et liv, når optagelserne er slut.
- Forhåbentlig fortsætter ”Badehotellet” i tanken, så det ikke lukker og slukker helt. Det er jeg helt sikker på, lyder det fra Bodil Jørgensen.