Tobias Rahim er sprunget ud som skuespiller: Se de nye billeder af ham og alle de andre stjerner fra Agent
Nikolaj Lie Kaas er bedst kendt som skuespiller, men denne sommer indtager han en noget anderledes rolle.
Han har nemlig skrevet og instrueret den nye serie ”Agent”, som han selv betegner som ”en komedie ovenpå et drama". Der er en lang række af kendte skuespillere og andre kendte danskere med i den nye TV 2-serie, der handler om Joe, som arbejder som agent for kunstnere i underholdningsbranchen.
- Jeg har altid tænkt, at der et stort potentiale i min branches originaler og historier, og jeg har altid været fascineret af mennesker og karakterer, der ikke selv kan se de åbenlyst forkerte valg, de tager. Sådan opstod ideen om Joe, en kendis-agent, der skal navigere rundt i underholdningsmiljøet med alt, hvad det indebærer af sindssyge situationer, samtidig med at han skal være far for sin tiårige datter. Det er en komedie oven på et drama, for jeg har været bevidst opmærksom på ikke at overgive mig til det rene drama, hvilket ligger lige for, når man skildrer et menneske, der er på en deroute. Men det har været mit mantra, at man skal kunne grine højlydt, udtaler Nikolaj Lie Kaas.
Hovedrollen som agenten Joe spilles af Esben Smed, og på rollelisten finder man også en lang række andre kendte danskere som blandt andre Dar Salim, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe, Thomas Blachman, Magnus Millang, Ulrich Thomsen, Tomas Villum, Birthe Neumann, Rasmus Bjerg, Nikolaj Coster-Waldau, Nukâka Coster-Waldau, Sigrid Husjord, Melvin Kakooza, Gun-Britt Zeller, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, der alle spiller sig selv i nye og spændende versioner i en farverig verden fyldt med skønne og skøre karakterer.
Popstjernen Tobias Rahim er også en af dem, der er sprunget ud som skuespiller i den nye serie, og han kommer til at være i fokus i første afsnit.
"Joe er på toppen, da Tobias Rahim har fået sit store gennembrud i Sydamerika. Om et par dage skal de to til São Paulo for at underskrive en stor kontrakt. Men en fatal fejl sætter det hele på spil, og Joe bliver sendt på en vild jagt igennem København. Samtidig prøver Joe at balancere arbejde med familieliv, og igen kommer datteren Tallulah i klemme", står der i omtalen af det første ud af i alt otte afsnit af "Agent".
Der er netop blevet frigivet en række billeder fra serien, og i galleriet herunder kan man få en fornemmelse af, hvad der er i vente, når ”Agent” får premiere på TV 2 Play den 2. juli og på TV 2 den 9. juli.