Se billederne: Nikolaj Lie Kaas og Esben Smed til verdenspremiere i Berlin
Det var en stor aften for Nikolaj Lie Kaas, da han tirsdag den 21. februar var blandt stjernerne til filmfestivalen i Berlin.
Her var der nemlig verdenspremiere på hans nye tv-serie ”Agent”, der sendes på TV 2 til foråret.
Esben Smed har hovedrollen i serien, og derfor var han naturligvis ved Nikolaj Lie Kaas’ side, da de stillede op til billeder foran pressen og de mange fremmødte fans.
Meget bevægende
Den røde løber var rullet ud i biografpalæet Zoo Palast, hvor seriens to første afsnit blev vist for verdenspressen, og hvor den samtidig konkurrerer om den nystiftede pris ”Berlinale Series Awards”, der uddeles onsdag aften.
- Jeg synes, det var meget bevægende. Det var en stor overraskelse, at publikum grinede så meget. Jeg var slet ikke klar over, at de ville være så meget oppe at køre, og jeg troede ikke, at den form for humor kunne rejse internationalt, udtaler Nikolaj Lie Kaas i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Men den måde, folk klappede på efter visningen, var fantastisk. Det er det vildeste kick at være til sådan en premiere som instruktør. Jeg har siddet og slået løs i tastaturet, og så er vi her nu, og jeg bliver enormt rørt over alle de mennesker, der har troet på mig og står sammen med os i dag.
Esben i hovedrollen
Nikolaj Lie Kaas er både manuskriptforfatter og instruktør på ”Agent”, der handler om Esben Smeds karakter Joe, som desperat forsøger at holde hovedet oven vande.
Joe er agent for stjerner i underholdningsbranchen, og de har store drømme og ambitioner, der rækker langt ud over landets grænser. Men ikke alt går ikke planen for Joe, som også er delefar til en 10-årig datter.
I serien medvirker også Ulrich Thomsen, Julie Agnete Vang, Mathilde Arcel og unge Selma Sol í Dali Pape.
I galleriet øverst i artiklen kan du se billeder af Nikolaj Lie Kaas, Esben Smed og deres kolleger fra ”Agent”, da de var til filmfestival i Berlin.