Sarah Grünewald ser tilbage på Vild med dans: Denne person har brændt sig særligt fast
Sarah Grünewald har netop meldt ud, at hun har valgt at stoppe som vært på ”Vild med dans” efter den kommende sæson.
Hun har haft tjansen i 10 sæsoner og kan se tilbage på en lang række minder og højdepunkter.
Gennem årene har Sarah Grünewald lært mange dommere, nydansere og professionelle dansere at kende, men særligt én person har brændt sig fast.
Det er dansedommeren Britt Bendixen, som døde tidligere på året efter kort tids sygdom.
- I min første sæson sagde hun til mig, ”du kan ikke have en så smuk kjole på og tale som en havnearbejder”. I starten blev jeg lidt fornærmet, men jeg lærte at forstå og værdsætte hendes ærlighed, siger Sarah Grünewald til TV 2 og fortsætter:
- Da hun efter et par år sagde, ”Sarah, du er den skønneste vært”, tog jeg det virkelig til mig. For jeg vidste, at hun var ærlig. Hun har været helt særlig for mig og min rejse på programmet.
Sæson 20. af ”Vild med dans” har premiere fredag den 22. september på TV 2. Og det bliver altså den sidste sæson med Sarah Grünewald som vært.