Britt Bendixen døde i februar: Nu fortæller hendes søn Niclas Bendixen om den sidste tid
Der gik et chok gennem mange, da nyheden om Britt Bendixens død ramte de danske medier tilbage i februar.
Den elskede danseinstruktør og dommer i ”Vild med dans” sov ind efter kort tids sygdom, 81 år gammel.
Hun efterlod sig blandt andre sønnen Niclas Bendixen, som onsdag aften satte nogle ord på, hvordan den sidste tid har været for ham.
- Det er jo altid trist at miste sin mor. Jeg vil sige, min mor var så gæv en dame… Den måde, hun tog det at dø på, var exceptionel. Jeg håber, jeg selv tager herfra med et lige så lyst sind.
51-årige Niclas Bendixen er ligesom sin mor koreograf, og så er han blandt andet også filminstruktør.
Op til hendes død var han i fuld gang med at arbejde på sin nye spillefilm ”Rom”, der er blevet optaget i den italienske hovedstad. Alligevel nåede han at være en masse sammen med sin mor, selv om hendes sygdomsforløb var kort.
- Det gik meget hurtigt. Jeg var i Italien, men så kom jeg hjem i weekenderne, og vi nåede at få en masse dejlig tid sammen, fortalte Niclas Bendixen til premieren onsdag aften, hvor han fulgtes med hustruen Trine Dyrholm.