Kristian Bech afslører stor nyhed: Nu ændres hans rolle i Som sunket i jorden
TV 2-vært Kristian Bech har i årevis undersøgt sager om forsvundne danskere i tv-programmerne ”Som sunket i jorden” og ”Forsvundne fædre”.
Nu kan han afsløre, at han får en ny rolle.
Mere præg
Kristian Bech er nemlig gået sammen med redaktionschef på ”Som sunket i jorden” Rune Vesterlund stifter et nyt produktionsselskab.
Selskabet har fået navnet Missing Media, og de har erhvervet licensrettighederne til at producere netop ”Som sunket i jorden”.
For Kristian Bech betyder det, at han endnu bedre kan sætte sit aftryk på programmet.
- Jeg har en kæmpe kærlighed til arbejdet med at finde forsvundne personer og hjælpe folk med at finde de svar, de søger. Jeg glæder mig meget til at kunne dykke endnu mere ned i de komplekse sager, vi arbejder med, og forhåbentlig på sigt udvikle formatet yderligere, fortæller Kristian Bech i en pressemeddelelse, BILLED-BLADET har fået tilsendt.
Flere nyheder
Men pressemeddelelsen gemmer også på flere gode nyheder. Der arbejdes nemlig på en ny sæson af ”Som sunket i jorden”.
- Vi ser et kæmpe potentiale i det forestående samarbejde med Reef TV og Laud People. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang - både med en ny sæson af “Som sunket i jorden” til TV 2, men forhåbentlig også med nyudviklede projekter, fortæller Rune Vesterlund, der fremover vil være producent.
Missing Media får medejerskab af Reef TV og Laud People, hvis lokaler produktionsselskabet er flyttet ind i.