Hun er et mysterium for lægerne: Nu har Mathilde fra De sjældne danskere nået en kæmpe milepæl
4-årige Mathilde er et nyt ansigt i TV 2-programmet ”De sjældne danskere”. Mathilde er født med et ukendt syndrom og har, siden hun kom til verden i marts 2019, været et mysterium for lægerne. Nu har hun alligevel nået en kæmpe milepæl i sin udvikling.
I aftenens afsnit stifter seerne for første gang bekendtskab med Mathilde, hendes mor og far, Anne og Thor Fidder Andresen, samt storebror Victor.
Mathilde kan hverken bevæge sin kæbe eller øjenlåg, og hun har samtidig tynde og svage muskler, der alle dage har begrænset den lille pige i forhold til sine jævnaldrende.
Især lægerne er derfor ivrige efter, at Mathilde skal komme op at gå, og i aftenens afsnit er det netop, hvad de undersøger den dengang 2-årige Mathildes fysiske muligheder for.
Både læger og Mathildes forældre er nemlig overbeviste om, at det vil gavne muskulatur og livskvalitet hos den lille pige at blive mobil og være i stand til at komme lettere omkring og udforske verden - både på egen hånd men også sammen med sin storebror, Victor.
– Hun vil så gerne løbe rundt sammen med Victor, men det går så langsomt. Man kan se, at det begynder at irritere hende lidt, at hun ikke kan komme op at stå, fortæller Mathildes far, Thor i programmet.
Der er dog løbet meget vand i åen siden, og i dag har Mathilde nået en kæmpe milepæl i sin udvikling. Det deler hendes mor, Anne, i en skøn video på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
Det sidste år har Mathilde nemlig haft følgeskab af et hjælpemiddel, der i familien blot går under navnet Berta. En slags rollator der hjælper hende til at udforske verden, og selv om hun endnu ikke kommer rundt uden, så fejler viljestyrken bestemt ingenting.
I andre opslag, på Anne Fidder Andresens Instagram, viser den stolte mor nemlig, hvordan Mathilde på egen hånd kæmper sig op af både trapper og højstol.
”De sjældne danskere” bliver sendt hver tirsdag klokken 20:50 på TV 2 og på TV 2 Play.