Er hr. Aurland fuldstændig blind? Derfor reagerer han ikke på Otilias tilnærmelser
Der er efterhånden ingen tvivl om, at Otilias følelser for hr. Aurland har udviklet sig fra at være venskabelige til at blive romantiske.
I sæson 10 af ”Badehotellet” er det tydeligt, at den stramme skolefrøken har fået følelser for den aldrende kontorchef.
Det kan alle nærmest se – lige bortset fra hr. Aurland selv!
Han reagerer overhovedet ikke på Otilias åbenlyse tilnærmelser. Heller ikke, da de gik tur på stranden i afsnit 2, hvor Otilia nævner, at han måske bliver gift igen en dag.
Otilia spilles af 42-årige Merete Mærkedahl, mens hr. Aurland spilles af 69-årige Peter Hesse Overgaard.
Peter Hesse giver nu sin egen forklaring på, hvorfor hans karakter er blind over for Otilias følelser.
- Han er ikke rigtig opmærksom på den der erotiske nærhed. Det har han heller ikke været med sin ekskone Helene. Han var ikke rigtig opmærksom på hende, fortæller Peter Hesse Overgaard til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Han fornemmer heller ikke med Otilia, at hun nok nærer visse følelser for ham. Han har ikke lyst til at gå ind i det.
Peter Hesse uddyber, hvorfor Hjalmar Aurlands personlighed spænder ben for ham, når det gælder kærlighedslivet.
- Den anden side af det intellektuelle, som er det, han dyrker - det sanselige - er ikke rigtig hr. Aurlands stærke side, forklarer skuespilleren og tilføjer med et smil:
- Han vil hellere snakke med Otilia om litteratur og verdens gang. Det er det, der optager ham. Det er det, han lever af. Det er det, der fylder i hans liv.