Badehotellets hr. Aurlands private kærlighed er vild med en helt anden
Peter Hesse Overgaard har spillet Hjalmar Aurland siden sæson 1 af ”Badehotellet”, og nu er han tilbage i den allersidste sæson 10.
I serien har den aldrende kontorchef ikke haft det helt nemt med kærligheden, men i virkeligheden ser det helt anderledes ud.
69-årige Peter Hesse Overgaard har i 25 år været gift med hustruen Hanne Trolle, som i mange år stod bag børneteatret ”Månegøgl”.
Parret dukkede for nyligt op på den røde løber, da der var gallapremiere på sæson 10 af ”Badehotellet”.
Her afslørede skuespillerens hustru, om hun selv ser den populære TV 2-serie.
- Ja, jeg følger med i serien med stor glæde. Ellers tror jeg ikke, at Peter var så populær derhjemme, sagde Hanne Trolle med et smil.
Peter Hesse Overgaards hustru gav også sin mening til kende om sin mands karakter i serien.
- Jeg kan bedre lide hr. Overgaard end hr. Aurland. Ham er jeg mere vild med, lød det med et grin fra Hanne Trolle, som hentydede til, at hendes ægtemand i virkeligheden hedder Overgaard til efternavn.
Peter Hesse Overgaard nød at være en del af gallapremieren på ”Badehotellet”.
- Det er dejligt at se, at der er så stor opbakning og interesse. Det havde jeg ikke regnet med. Det bliver en festaften, fastslog skuespilleren med et smil.