Er Badehotellets fru Seerup amerikaner i virkeligheden? Svaret vil måske overraske dig
Flere nye ansigter er blevet introduceret i sæson 10 af ”Badehotellet”, og en af dem er den amerikanske rigmandsdatter Ellinor Seerup.
Hun er gift med byggematadoren hr. Seerup, som er meget begejstret for Andersens Badehotel – det samme kan dog ikke ligefrem siges om hans hustru!
Fru Seerup spilles af Stephanie Hayes, som taler flydende engelsk i serien. Men er hun overhovedet amerikaner i virkeligheden? Svaret vil måske overraske dig.
Stephanie Hayes er nemlig født i Sverige og taler svensk, men har boet i udlandet.
- Jeg har boet i USA i mange år, så derfor har jeg en amerikansk accent. Det var et krav for, at jeg kunne få rollen i ”Badehotellet”, fortalte skuespilleren på svensk, da BILLED-BLADET mødte hende til gallapremieren på ”Badehotellet”, og tilføjede:
- Jeg har boet i New York, er uddannet skuespiller i USA og har stået på scenen i 10 år.
Bor i Sverige
Nu er Stephanie Hayes dog flyttet tilbage til Sverige.
- Jeg er halvt engelsk selv, men bor lige nu i Malmø i Sverige, så derfor kan jeg godt forstå lidt dansk, forklarede hun og fortsatte:
- Som mange andre, når man får børn, så vender man hjem til Skandinavien, så børnene kan få en god skolegang.
Det har været en god oplevelse for Stephanie Hayes at blive en del af ”Badehotellet”.
- Det er en varm og velkommende familie, og det har jeg ikke oplevet på den måde før, lød det med et smil.