Efter afsløring fra TV 2: Her er ALT du skal vide om sæson 10 af Badehotellet
2023 går snart på hæld, og samtidig bliver ventetiden kortere og kortere. I 2024 sender TV 2 nemlig 10. og sidste sæson af ”Badehotellet”.
Det er snart to år siden, at sæson ni blev sendt, så ventetiden har været lang, men mandag løftede TV 2 lidt af sløret for, hvad man kan glæde sig til.
Herunder får du overblikket over, hvad vi indtil videre ved som sæson 10.
Premieren
Det bliver ikke helt så koldt og mørkt, som det plejer at være, når ”Badehotellet” har premiere, for denne gang er der først sæsonpremiere til marts.
Helt præcist kan man se med på TV 2 Play fra den 3. marts og på TV 2 fra den 10. marts.
Som noget helt nyt sendes serien om søndagen frem for om mandagen, som der ellers har været tradition for i mange år.
Der kommer ni nye afsnit.
Handlingen
Den nye sæson udspiller sig et år efter, at sæson ni sluttede i 1945.
- Vi er i sommeren 1946. Den tyske besættelse er fortid, og gæsterne ankommer fulde af optimisme og lyst til at vende tilbage til den ubekymrede tid før krigen. Men alle skår er ikke klinkede, og pludselig befinder det lille hotel sig i et skæbneår, hvor gæster og ansatte er nødt til at stå sammen, hvis ikke det, de holder allermest af, skal gå tabt. Sæsonens ni afsnit byder på et gensyn med alle dem, seerne kender så godt, men derudover dukker gamle kendinge op, ligesom nye gæster flytter ind, siger skaberne og forfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe i en pressemeddelelse.
Comeback på Badehotellet
I sæson 10 vil der være gensyn med alle de elskede karakterer, som seerne har fulgt gennem indtil videre ni sæsoner.
Sæsonafslutningen byder dog også på et gensyn med personer, der ikke har været med i lang tid. For eksempel er der comeback til Kitty Hansen, der spilles af Andrea Øst Birkkjær. Også kokkepigen Martha, der spilles af Ena Spottag, vender tilbage i køkkenet på Andersens Badehotel.
Om flere kendte karakterer gør comeback, er fortsat uvist, men mange håber at se Rosalinde Mynster tilbage i rollen som Fie, der under krigen har boet i England med sin familie.
Til gengæld ved vi allerede nu, at hverken Lue Støvelbæk, Andreas Jebro eller Simon Stenspil vender tilbage i serien. De spillede henholdsvis Leslie, Claus Villumsen og Valter i "Badehotellet".
Sæson 10 byder desuden også på helt nye karakterer. Hvem de er, er endnu ikke blevet afsløret.
Nye billeder
Mandag har TV 2 frigivet de allerførste billeder fra sæson 10 af successerien.
Se dem i galleriet herunder.