Det er slet ikke, som det ser ud på tv: Otilia afslører hemmelighed om Frida
Merete Mærkedahl er selv mor til to børn, så derfor var det ikke helt fremmed for hende at skulle spille sammen med en lille pige i sæson 10 af ”Badehotellet”.
Det var seksårige Lara Azimi-Busekist, som kan opleves i rollen som Amandas søde datter, Frida.
Otilia er Fridas barnepige i den nye sæson, og derfor har de to mange scener sammen.
Nu afslører Merete Mærkedahl dog en lille hemmelighed om scenerne med Frida. Det foregår nemlig ikke altid, som det ser ud på tv.
- Det skete tit, at man fik Laras skud i kassen, og når det så var vores andres tur til at optage, så var hun der ikke mere, afslører skuespilleren til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Så skulle jeg bare stå og forestille, at Otilia står og snakker med Frida, selv om hun ikke er der i virkeligheden.
Bagefter blev de særskilte scener med Otilia og Frida så klippet sammen, så det så ud, som om de begge var fysisk til stede i alle scenerne.
Men naturligvis er der også flere scener i ”Badehotellet”, hvor de begge er i billedet.
- Jeg var meget spændt på at spille sammen med Lara, for jeg har aldrig arbejdet sammen med så lille et barn før, siger Merete Mærkedahl med et smil og tilføjer:
- Det var meget vigtigt, at vi fik en relation sammen, og at det skulle virke naturligt mellem os på skærmen.